En anderledes måde at leve på
Der er mange forskellige måder at leve på. Det, som de fleste kender bedst, er normen: rækkehus, en til to biler, forældre med et fast job. Sandheden er, at i virkeligheden findes der flere måder at leve på end man kan tælle på sine fingre.
​
I løbet af de sidste par dage, har vi talt med en håndfuld forskellige mennesker fra to forskellige verdener, som alligevel på nogle punkter er anderledes. Vi har bl.a. talt med Amira, som er en flygtning fra Syrien, og vi har talt med Østrig, som har være vagabond i 25 år og hans søn Røde Nick.
It’s not the same, but it’s good
I Ryslinge flygtningecenter møde vi to fyre, Abdal fra Somalia, som har været i Danmark i et halvt år og Abajo fra Ashariet, som har været i Danmark i et år. “I live upstairs,” siger Abdal, som næsten ikke taler hverken dansk eller engelsk. “It’s not the same, but it’s good”. Vi når ikke meget længere med interviewet før Amira kommer.
Amira er fra Syrien, og har været i Danmark i et år nu. Hun taler næsten ikke dansk, og kan kun begrænset engelsk, men hun fortæller os alligevel om, hvordan hendes liv er nu. “I live upstairs, it's difficult,” fortæller hun. “You have to get used to new land, there is many people. We share the kitchen, and the bathroom is very far away.”
​
It’s good to be here
Hun bor alene, men hun har en mand, som også er i Danmark, men stadig ikke har fået asyl, og de kan derfor ikke bo sammen. “I’ve been in Denmark one year. I live alone. I have a husband, but they don’t accept our marriage. He’s here (i Danmark), but not here.”
Vi spurgte hende også, om hun troede at Danmark kunne blive hendes nye hjem “I feel, I try to feel like Denmark is my home, the people is very kind. They take care of us, many people ask to help me”. Hun fortsatte også med at fortælle: “I find it difficult to feel home, but I like it. It’s good to be here”.
Selvom Amira har det godt i Danmark og føler sig tryg, så vil hun alligevel gerne tilbage til Syrien. “I need to go back. My life, all my life is there. I’m born there,” forklarer hun følelsesladet.
​
​
Modsat Amira hvis hjem er i Syrien, mener Østrig, der har været vagabond i 25 år, at hans hjem er, det som han har indvendigt. “Jeg er det lykkeligste menneske i verden,” siger Østrig. “Jeg vil helst være alene. Jeg er lidt af en enspænder,” fortæller han også, men helt alene er han ikke, for han har sin hund Margrethe opkaldt efter hans mor og dronning. “Hun har aldrig svigtet mig, og hun bliver her frivilligt,” siger han stolt.
​
Som far så søn
Vi møde også Røde Nick, som er Østrigs søn. Røde Nick begyndte at bo på gaden da han var 15 år gammel, og som 18 årig, begyndte han at gå på landevejen, og blev officielt en vagabond som 21 årig. Røde Nick er glad for hunde. Han passer to af hundene på pladsen, og udover det, så har han også sin egen hund. “Jeg har jo også en hund. Hun hedder Bette. Jeg troede jo ikke, at den vil blive så stor”.
“Vi har mange ting at tilbyde. Vi er kreative,” siger Østrig, da vi spørger ham om, hvordan de tjener penge. Han fortæller at de bl.a. sliber knive og klipper hække. “Jeg har været vagabond hele mit liv. Der er ingen steder, der kan holde mig,” slutter Østrig af, før han må gå, fordi han skal spise.
Hvad er hjem for en gruppe teenagere der lige er flyttet hjemme fra for første gang? Det satte vi os for at finde ud af, vi har derfor spørgt en række elever på Ryslinge efterskole hvad hjem er for dem.